For Christian er ensomhed blevet et livsvilkår. Han har altid vidst, at han var anderledes, men det tog mange år, før han fik en ordentlig forklaring. Det havde store konsekvenser for ham.
Af Mads Mogenstrup
Christian er i starten af tyverne. Han går alene rundt i sin lejlighed. Det har han gjort i en uge. De eneste mennesker han har set, er hans studiekammerater og de lokale ekspedienter i Fakta. Hans bofælle er på studietur. I et øjeblik slår det ham:
”Det går op for mig, at det egentlig er en meget normal uge for mig. Jeg kigger pludseligt tilbage på mit liv og indser: ‘Hold kæft, hvor har jeg haft et ekstremt ensomt liv.’ Det ramte lidt hårdt.”
Det her er første gang, at Christian får øje på sin usynlige følgesvend, gennem hele livet. Ensomhed. Erkendelsen får ham til at bryde sammen under vægten af den sorg, han har gemt væk. Så længe han kan huske, har han følt sig udenfor.
Ensomhed rammer unge hårdt
Ensomhed er et stort problem i Danmark.
Tal fra 2017 viser at omkring 8 procent af den danske befolkning over 16 år, føler sig ensomme. Det er cirka 380.000 danskere.
Coronapandemien har formentlig kun accelereret denne udvikling.
Unge er den befolkningsgruppe der er mest udsat, bortset fra de allerældste. Omkring 12 procent af unge mellem 16 og 29, føler sig ensomme. Unge piger er klart mere ensomme, end unge drenge, især i alderen 16-20 år.
Unge med minoritetsbaggrund oplever mere ensomhed end andre grupper af unge. Mange af de unge der føler sig ensomme, er uden job eller uddannelse. (Kilde: DEFACTUM: Ensomhed i Danmark, 2020).
Seniorforsker, ph.d. i sociologi, Nichlas Permin Berger, er medforfatter på en ny rapport om unges trivsel, hvor ensomhed fylder meget. Han svarer “Ja, det tror jeg”, på spørgsmålet, om unge har et særligt behov for sociale fællesskaber. Han uddyber:
“Det skyldes, at overgangen fra ungdom til voksenliv, er en særlig fase af menneskers liv. Eksistentielt og betingende for ens udvikling. Det er de formative år, hvor man spejler sig i jævnaldrende.
Der er en udviklingsfase som er særlig. Man er særligt afhængig af at knytte bånd til andre, for at udvikle sig som menneske. Det er jeg overbevist om. Det er en af grundene til, at mange unge mistrives.”
Unge med minoritetsbaggrund oplever mere ensomhed end andre grupper af unge. Mange af de unge der føler sig ensomme, er uden job eller uddannelse. (Kilde: DEFACTUM: Ensomhed i Danmark, 2020).
Det første minde om ensomhed
”Noget der er brændt ind i min hukommelse, er frikvartererne i folkeskolen.”
Allerede i de mindre klasser er Christian ikke som de andre og derfor et oplagt mobbeoffer. Men ingen forstår, hvad der er galt med ham. Han prøver desperat at søge ly hos sin to og et halvt år ældre bror. Heller ikke her finder han trøst.
Hans bror siger til ham, at han ikke vil have ham rendende i bagi. Han får et par på hovedet og bliver sendt tilbage i kløerne på gribbene. Tilbage i skolegårdens savanne. Christian har ingen steder at gå hen:
”Det kan jeg tydeligt huske. Jeg havde ingen at lege med, ingen at snakke med. Så gik jeg bare en tur rundt om skolen, for at slå tiden ihjel. Det er nok der, at mit ældste minde om ensomhed er”.
Oplevelsen gør et dybt indtryk på Christian. Det er dog først mange år senere at han ser den som det punkt, hvor han møder sin usynlige følgesvend, for første gang. Det var andre ting der fyldte i ham, dengang.
Den tidlige udelukkelse fra det sociale fællesskab, planter dog et frø af ensomhed i ham. Langsomt vokser det sig større. Senere kan Christian ikke se skoven for bare træer.
Ny rapport viser, at stærke minder tidligt i livet, kan sætte livsvarige spor
I en ny rapport fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, har man forsøgt at belyse kompleksiteten af ensomhed og mistrivsel blandt unge i Danmark.
En af de mest overraskende konklusioner er i følge Seniorforsker og medforfatter Nichlas Permin Berger, at de unges første minder med ensomhed, huskes meget stærkt:
”Det overraskede mig, hvor tydelige billeder de unge har, af tidlige oplevelser med ensomhed. Hvor stærkt det står i deres bevidsthed og i deres fortællinger. Når vi har interviewet dem i ensomhedstilbud, har de ofte ret voldsomme oplevelser med ensomhed den første gang.”
Gennem casestudier bekræftede man også eksisterende teorier om, at tidlige oplevelser med ensomhed kan have livsvarige konsekvenser. Blandt andet ved ensomhedstypen, der i rapporten kaldes, “ensomhed som følgesvend”.
Den kaldes ofte den “eksistentielle ensomhed” i ensomheds-litteratur, forklarer Nichlas Permin Berger.
Han fortæller at unge kan opleve ensomhed som en fast følgesvend hele livet, der ikke er til at slippe af med. Dermed opfatter de den som et livsvilkår. Denne ensomhed opstår ofte på baggrund af traumatiske oplevelser i barndommen og ungdomslivet.
I videoen herunder forklares de fem typer af ensomhed i VIVES casestudier:
Manglende hjælp fik store konsekvenser
Christian har en svær opvækst, hvor ensomheden træder i baggrunden for andre ting. Da han er 13 år gammel, bliver hans mor alvorligt syg. Han bliver mobbet i skolen og kæmper med det sociale.
Han, hans forældre og skolelærerne ved, at der er noget galt med ham. Han bliver undersøgt for alverdens ting. Epilepsi, hjerneskade og mental retardering. “Alt hvad de kunne finde på”, som han siger.
Intet kan forklare hans problemer. Tilmed ser han op til sin ældre bror, der modsat ham er meget ekstrovert og trives i det sociale. To yderpunkter. Det gør Christian endnu mere opmærksom på, at han savner noget, i det sociale. Stadig føler han sig udenfor.
Da Christian er 26, er han helt nede i kulkælderen. Han bliver skilt fra sin forlovede og mister hele sit netværk i Århus. Han får en svær depression og rammer lavpunktet i sit liv, indtil videre.
Depressionen rammer ham så hårdt, at han til sidst kun er i stand til at sove og gå på toilettet. Hans ensomhed er gået amok og gør fysisk ondt, hele tiden.
Det ender med, at Christian får et psykisk sammenbrud og bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. Mens han er indlagt, får han diagnoserne atypisk autisme og depression i svær grad. Men han fornægter det i flere måneder:
”Jeg tænkte bare: ‘i er sgu nogle røvhuller, i ved ikke hvad i laver.’”
En dag møder Christian en ny psykolog, der har speciale i netop autisme. Hun får noget til at rykke i ham, med det samme:
“En snak med hende og jeg var overbevist om at jeg havde autisme. Hun var den første person der kunne fortælle hvad der foregik inde i mit hoved.”
I dag lever 31-årige Christian det han kalder et “autistvenligt liv”, hvor han er opmærksom sin søvn, sin kost og sit energibehov. Han prioriterer sine sociale aktiviteter og skærer det fra, han ikke kan overskue.
Han vil ikke selv dvæle ved fortiden og tænke over hvad der kunne være anderledes, havde han fået sin autisme-diagnose, noget før. I stedet glæder han sig over at være i et nyt forhold og bo med sin kat Pixel, i en lejlighed i Århus.
Men ensomheden sidder stadig i ham, som en frygt for at blive forladt. Den evige følgesvend, som kommer og går i hans liv. Måske kunne Christians skæbne være endt anderledes, med den rette hjælp.
Seniorforsker håber rapport kan synliggøre ensomhed tidligere
En af konklusionerne i VIVES rapport er, at ensomhed kan bekæmpes med tidligere forebyggelse hos børn og unge.
Ensomhed kan være svær at få øje på tidligt, fordi helt unge mennesker mangler sproget til at sætte ord på den. Men omkring 14-års alderen stiger antallet af ensomme unge eksplosivt, forklarer Nichlas Permin Berger:
“De oplever det, som karakteriseres som ensomhed, men mangler sproget for det. De oplevede ikke at være ensomme dengang, men oplever det som ensomhed, når de fortæller om det i dag.”
Forebyggelse kræver man er opmærksom på, at ensomhed tager mange former, som også kan overlappe hinanden, i følge Nichlas Permin Berger. Han håber på at undersøgelsen kan give de nødvendige nuancer, der gør både forældre og fagfolk i stand til at opdage tegnene på ensomhed hos børn og unge.
Rapporten hedder: Ensomhed blandt unge – En kvalitativ undersøgelse af unges oplevelser af ensomhed og udkom i december 2023. Den er finansieret og iværksat af Mary Fonden og Ebbefos Fonden.